Kristian Knudsen hentede syge og selvdøde dyr i et område fra Randers til Limfjorden. Kristian hentede køresedlerne hos Hans i Havndal, for han havde ikke radio i bilen.

Der var ikke meget udstyr. Det var med hænderne og et spil. De fik ganske vist udleveret gummihandsker, men det var ikke til at arbejde med dem på. Dyrene var ofte fedtede, så handskerne gled på dem. Han havde en boltpistol, der lignede en rigtig pistol.

Han kom ikke meget inde på selve fabrikken.

Der var fluer og maddiker, når de hentede dyr. Hedegaard Foods var et kyllingehus dengang, og de havde nogle tønder, hvor de smed de døde kyllinger i. Tønden blev tømt en gang om ugen, og når Kristian tog låget af, var tønden helt fuld, men der gik kun et øjeblik, så var der kun en lille slant tilbage i bunden.

Der kom noget udenlandsk mel i togvognene, som skulle tømmes, og der var statskontrol på. Melet skulle desinficeres med kreolinvand. Det sved i øjnene. Ham fra statskontrollen grinte bare, og spurgte, hvad der var galt. Kristian Knudsen gik til hånde et år med det udenlandske mel. Der var en lagerhal på gasværket, hvor det skulle ind. Jernbanesporene gik lige forbi, og "Havnegrisen" holdt der, mens de læssede af. Sækkene med melet skulle stakkes på et transportbånd på hjul, og sækkene skulle helt op i kip. Selv om det var varmt, sad der en person på toppen af bunken og arrangerede sækkene.

Slagteriaffald og mink blev hældt sammen og smeltet, og så tømte de det ud i nogle kurve med riste i. Derefter løb det første fedt fra, og det blev pumpet over i fedthuset, hvor det blev renset i beholdere. Der kom salt i, som trak urenheder med ned.

De døde dyr kom i smelteriet, hvor det blev behandlet. Når massen var smeltet og kom ud, blev den tilsat benzindampe i benzincentrifugen, så fedtet kom af, og det blev helt tørt. Benzindampene blev opsamlet og genanvendt. Det tekniske fedt, som tidligere var blevet brugt til sæbe, blev nu brugt til bl.a. foder og tilskudsfoder.

De rå ben kom via transportbånd og elevatorer i ekstraktorer, hvor de blev gennemsivet med ophedede benzindampe. På denne måde blev benene steriliseret samt renset for vand og fedt. Det tog 70 timer, og der blev anvendt 7 tons benzin i timen. Denne blev renset og genanvendt. Blaakilde Mølle havde sin egen benzintank på 20.000 liter. Der var 5 ekstraktorer, og der var plads til 6 tons ben i hver. (Sidstnævnte proces er beskrevet i en avis fra 1936. Red.)

Benene blev sorteret, så det kun var de grove ben, der kom i slaglemøllen. De mindre ben og de allerstørste blev knust på andre måder. Mølleren havde et stort hvidt hår og blev kaldt kokken. Det kan være, hårpragten lignede en kokkehue.

Kontoret var i den røde bygning overfor. Alt blev styret fra kontoret af tre kontordamer. Så skulle kontoret have edb for at spare arbejdskraft, men i stedet kom der to nye, ekstra damer til, så det var der ikke meget besparelse i.

Der var desuden et laboratorium i den røde bygning, og laboranten var også en dame.

Derudover var flertallet af de ansatte mænd.